Handelsbetingelser
Vilkårene for samarbejde med Adleap ApS. Skrevet, så de kan læses uden advokat.
1. Anvendelse
Disse betingelser gælder for alle aftaler om ydelser fra Adleap ApS, CVR 46087097, Vesterbrogade 74, 4., 1620 København V („Adleap“), medmindre andet er skriftligt aftalt. Aftalegrundlaget er det konkrete tilbud eller den underskrevne aftale sammen med disse betingelser. Er der uoverensstemmelse, går tilbuddet eller aftalen forud.
Adleap leverer kun til erhvervskunder. Købelovens og forbrugeraftalelovens regler om forbrugerkøb finder ikke anvendelse.
2. Ydelsen
2.1 Løbende annoncering
Ydelsen består af drift og optimering af kundens annoncekonti (typisk Google Ads og Meta Ads), opsætning og vedligehold af måling, månedlig rapportering med møde, og rådgivning inden for det omfang, der er beskrevet i tilbuddet.
Omfanget fastsættes som et antal timer pr. måned, der fremgår af tilbuddet. Timerne dækker det løbende arbejde og disponeres af Adleap efter, hvad kontoen har brug for. Ubrugte timer overføres ikke til efterfølgende måneder. Arbejde ud over det aftalte omfang aftales skriftligt på forhånd og faktureres særskilt til den timepris, der fremgår af tilbuddet.
2.2 Projekter
Afgrænsede opgaver, fx Shopify-projekter, leveres til en fast pris med den leverance og tidsplan, der fremgår af tilbuddet. Ændringer i omfanget undervejs aftales skriftligt og kan påvirke pris og tidsplan.
2.3 Ingen resultatgaranti
Adleap arbejder efter bedste faglige skøn, men annonceplatformenes auktioner, algoritmer og politikker ligger uden for Adleaps kontrol. Adleap garanterer derfor ikke bestemte resultater, herunder afkast (ROAS), antal henvendelser, placeringer eller omsætning.
3. Pris og betaling
Alle priser er i danske kroner og eksklusive moms. Den faste månedspris faktureres forud på den dato, der fremgår af aftalen. Projekter faktureres som angivet i tilbuddet.
Betalingsfristen er 8 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling kan Adleap opkræve rente og gebyrer efter rentelovens regler og sætte arbejdet i bero, indtil betaling er sket. Arbejdet i bero fritager ikke kunden for betaling i bindingsperioden.
Adleap kan ændre prisen med mindst 30 dages skriftligt varsel til udgangen af en måned. Kunden kan i så fald opsige aftalen til ændringens ikrafttræden, uanset opsigelsesvarslet i punkt 5, medmindre kunden fortsat er i bindingsperioden.
4. Annoncebudget
Annoncebudgettet er ikke en del af Adleaps honorar. Kunden betaler selv annonceudgifterne direkte til Google, Meta og andre platforme via egne betalingsoplysninger i egne konti. Kunden fastsætter budgetrammen, og Adleap arbejder inden for den. Adleap hæfter ikke for platformenes opkrævninger, og mindre overskridelser af daglige budgetter, som platformene selv tillader, betragtes ikke som misligholdelse.
5. Varighed og opsigelse
Aftaler om løbende annoncering har en bindingsperiode på 3 måneder fra aftalens startdato. Herefter fortsætter aftalen løbende og kan opsiges af begge parter med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Opsigelse skal ske skriftligt, e-mail er tilstrækkeligt.
Ved væsentlig misligholdelse, herunder manglende betaling trods påkrav, kan den anden part ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning.
Ved ophør afleverer Adleap en kort skriftlig status på kontoen og fjerner egne adgange, medmindre kunden beder om andet.
6. Kundens medvirken
Kunden giver Adleap den nødvendige adgang til annonce-, analyse- og webshopkonti (fx Google Ads, Meta Business Manager, GA4, Google Tag Manager, Google Merchant Center og Shopify), leverer produktinformation, priser, materiale og svar på spørgsmål inden for rimelig tid, og deltager i det månedlige møde.
Kunden er ansvarlig for, at produkter, priser, påstande og materiale, der bruges i annonceringen, er lovlige og korrekte, og for at kundens hjemmeside overholder annonceplatformenes politikker. Forsinkelser eller manglende medvirken fra kundens side fritager ikke kunden for betaling og kan forskyde tidsplaner.
7. Konti, data og rettigheder
Alle annonce- og analysekonti oprettes i kundens navn og tilhører kunden. Kunden beholder alle data, al historik og alle adgange ved ophør. Annoncemateriale, tekster og opsætninger, der er produceret til kunden, må kunden frit bruge, når betaling er sket.
Adleap beholder alle rettigheder til egne metoder, skabeloner, scripts og værktøjer, herunder dem der bruges i arbejdet på kundens konti.
8. Ansvar
Adleap er ikke ansvarlig for tab, der skyldes annonceplatformenes ændringer, afvisninger, nedbrud, kontolukninger eller politikbeslutninger, fejl i data leveret af kunden, eller forhold på kundens hjemmeside, medmindre tabet skyldes Adleaps grove uagtsomhed.
Adleaps samlede ansvar over for kunden er begrænset til det honorar, kunden har betalt til Adleap i de seneste 3 måneder før det ansvarspådragende forhold. Adleap er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder tabt omsætning, tabt fortjeneste, tab af data eller tab af goodwill.
9. Fortrolighed
Begge parter behandler oplysninger om den anden parts forretning, tal, kunder og aftaler fortroligt og bruger dem kun til samarbejdet. Forpligtelsen gælder også efter aftalens ophør.
10. Referencer
Adleap må nævne kunden som reference med navn og logo på adleap.dk og i tilbud til andre, medmindre kunden skriftligt frabeder sig det. Konkrete tal, resultater eller casebeskrivelser offentliggøres kun med kundens skriftlige samtykke.
11. Persondata
Hvor Adleap behandler personoplysninger på kundens vegne, fx kundelister til målgrupper eller data i kundens egne systemer, er kunden dataansvarlig og Adleap databehandler. Parterne indgår i så fald en databehandleraftale, som Adleap stiller en standard til rådighed for. Adleaps egen behandling af personoplysninger er beskrevet i privatlivspolitikken.
12. Ændringer af betingelserne
Adleap kan ændre disse betingelser med 30 dages skriftligt varsel. Er ændringen til ugunst for kunden, kan kunden opsige aftalen til ændringens ikrafttræden. Den gældende version ligger altid på adleap.dk.
13. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister, der ikke kan løses ved forhandling, afgøres ved Københavns Byret som første instans.
