Sådan arbejder jeg

To slags kunder. Ét fundament.

Det her er den lange version af, hvad der sker i kontoen, når vi arbejder sammen. Skrevet, så I kan holde mig op på det.

Fundamentet

Det samme udgangspunkt, uanset hvad I sælger

Det meste af det, der går galt i annoncekonti, går galt, før det første bud bliver sat. Derfor starter alle samarbejder samme sted.

Måling før bud

Ingen kampagne bliver optimeret mod et tal, jeg ikke stoler på. GA4, Google Tag Manager og konverteringssporing sættes op eller gennemgås først, inklusive Enhanced Conversions, Conversion API til Meta og samtykke via Consent Mode, så målingen holder også efter cookiebanneret. Hver eneste konvertering testes i praksis på det rigtige site, ikke kun i et preview-vindue.

Jeres konti, jeres data

Alt arbejde foregår i jeres egne Google Ads-, Meta- og analytics-konti. Jeg får adgang, I beholder ejerskabet. Stopper vi, tager I alt med, inklusive historikken, som er det mest værdifulde i en konto.

En struktur, der kan forklares

Hver kampagne har ét job. Brand holdes adskilt fra generisk trafik, så brandets høje afkast ikke pynter på tal, det ikke har fortjent. Kan jeg ikke forklare, hvorfor en kampagne findes, skal den ikke findes.

Dagligt, ugentligt, månedligt

Kontiene bliver kigget på hver dag: forbrug, søgetermer, afviste annoncer, sporing der er holdt op med at fyre. Bud og budgetter justeres ugentligt. Og én gang om måneden sætter vi os sammen med tallene.


Webshops

Profit, ikke omsætning

En webshop kan omsætte sig fattig. Derfor arbejder jeg med dækningsbidrag og afkast på annoncekronerne, ikke kun ROAS. Har en butik 70 % i dækningsgrad, går den i nul omkring ROAS 1,4, og så sætter vi gulvet et godt stykke over. Har den 30 %, ser regnestykket helt anderledes ud. Det skal kontoen vide, før den byder.

Google Shopping og Performance Max

Feedet først: titler, mærker, GTIN'er og billeder afgør mere end buddene. Produktgrupper deles efter margin og kategori, ikke bare efter hvad der sælger. Performance Max kører med brand-udelukkelse, så den ikke køber det salg, brandkampagnen allerede har. Standard Shopping bruges der, hvor der er brug for kontrol, og de to testes mod hinanden med data, ikke med holdninger.

Search

Kategorisøgninger i egne kampagner med bud, der følger marginen. Dynamiske søgeannoncer på resten af sortimentet via sidefeeds, så nye produkter og guides bliver fundet uden at overlappe med det, der allerede kører.

Meta

På Meta er materialet håndtaget. Jeg producerer billeder og video til annoncerne, tester få variabler ad gangen og lader katalogannoncerne gøre det tunge arbejde på dem, der allerede har været forbi. Conversion API sættes op med deduplikering, så et køb ikke tælles to gange.

Brand for sig

Egen brandtrafik ligger i sin egen kampagne og rapporteres separat. Kontoens præstation bedømmes på det generiske, for det er dér, væksten kommer fra, og dér, pengene kan gå tabt.

Shopify

Når butikken selv står i vejen for salget: produktsider, kollektioner, metafelter, oversættelser og nye markeder. Og de småting, der koster mere, end man tror. Automatiske rabatter, der stabler oven på et udsalg. En udsalgsside, der stadig viser varer til fuld pris. Et fragtgebyr, der lige præcis rammer forkert.

E-mail og resten

Klaviyo-flows, fragtpriser, tilbudsstruktur, sortiment. Jeg giver min mening om det, der påvirker tallene, også når det ikke er annoncer.

Rækkefølgen er pointen. Først sporing og profit-tal. Så feedet. Så brand adskilt fra generisk. Først derefter bud og budgetter. Det lyder langsomt, men det er den hurtigste vej til en konto, der kan skaleres, uden at afkastet falder.

Servicevirksomheder

Få henvendelser, der tæller meget

Et kontorhotel får måske ti henvendelser om måneden. Det ændrer alt i forhold til en webshop med tusind ordrer, og de fleste råd om Google Ads er skrevet til den sidste. Her er, hvad jeg gør anderledes.

Manuel styring, med vilje

Automatiske budstrategier har brug for langt flere konverteringer om måneden, end de fleste servicevirksomheder nogensinde får. Så kontoen styres manuelt, søgeord for søgeord, og det er en permanent beslutning, ikke en midlertidig. Det giver kontrol over, hvad hvert eneste klik må koste.

Opkald tæller

Telefonopkald, mailklik og formularer måles hver for sig og bruges alle som signal. Den, der ringer, kvalificerer sig selv i samtalen, så et opkald er ikke et svagt signal. Det er ofte den bedste henvendelse, kontoen får.

Søgeord og negativer, hver dag

Søgetermerne læses dagligt, og det, der ikke er jeres kunde, bliver udelukket. Samtidig holder jeg øje med, hvad førstesiden koster pr. søgeord, for to ord, der lyder ens, kan ligge i to helt forskellige auktioner. Kontorhotel og kontorleje er ikke det samme marked, selvom Google gerne blander dem.

Landingssider pr. produkt

Trafikken sendes til siden for det, der blev søgt på: den rigtige lokation, det rigtige produkt. Ikke forsiden. Det er det billigste kvalitetsløft, der findes, og det bliver oftest overset.

Remarketing, når publikummet findes

Med få hundrede besøgende om måneden er der ikke et publikum at ramme igen. Så jeg bygger ikke remarketing for at have det. Jeg bygger det, når tallene siger, at det kan virke.

Meta, når Google er dækket

Når efterspørgslen på Google er dækket, kan Meta udvide den: leadannoncer, video fra huset, kampagner til et bestemt kvarter. Det kommer efter Search, ikke i stedet for.

Hvad blev til kunder?

Pris pr. henvendelse er ikke pris pr. kunde. Derfor spørger jeg hver måned: hvor mange lukkede I? Svaret kommer fra jer, fra feltet „hvor hørte du om os“ og fra jeres CRM, og det er det tal, budgettet skal styres efter.


De første 90 dage

Derfor er bindingen tre måneder

Tre måneder er ikke et tilfældigt tal. Det er den tid, det tager at få målingen til at holde, strukturen på plads og de første rigtige beslutninger truffet.

Uge 1 til 2Adgang og måling

Adgang til konti, gennemgang af det, der kører nu, og sporingen bygges eller repareres. I får et skriftligt overblik over, hvad jeg fandt, og hvad der kommer til at ske.

Uge 3 til 4Struktur og opstart

Ny eller justeret kampagnestruktur, søgeord, annoncer, feeds og negativlister. Alt valideres, før det går i luften, og de første dage følges tæt.

Måned 2Læse og justere

Nu er der data. Søgetermer, bud, landingssider og annoncer justeres efter det, der faktisk skete, ikke efter det, vi troede.

Måned 3Beslutninger

De første rigtige beslutninger om budget, skalering og hvad der skal lukkes. Og en ærlig snak om, hvor vi er, og om det giver mening at fortsætte. Det gør det som regel, men det skal være jeres valg, ikke en kontrakts.


Hver måned

Hver måned, uden undtagelse

Det, de fleste savner fra deres tidligere bureau, er ikke bedre resultater. Det er at høre fra dem. Derfor er månedsrytmen fast.

  • En skriftlig rapport: hvad der er lavet, hvordan tallene ser ud, og hvad planen er for næste måned.
  • Et møde, hvor vi gennemgår den sammen, og hvor I kan spørge om alt.
  • Tallene, som de er. Også når de ikke er pæne. En test, der ikke virkede, er betalt viden, og den bliver rapporteret som det.
  • Ét spørgsmål, jeg altid stiller: hvad blev til kunder?

Lyder det som noget for jer?

En halv time om jeres forretning og jeres tal. Så ved vi begge, om det giver mening.

Book en uforpligtende snak